onsdag den 21. maj 2008

Efter 5 uger, 50 kg. ærter og 20 kg jordbær var vi på flere måder mættet af Tunesien og vi forlod Monastir den 6. april og begav os ud på 180 sm. til Malta. På halvvind og omkring 5-8 m/sek skød vi en god fart med vores asymmetriske spiler. I løbet af natten tog vinden til og søen blev højere og vi kunne ikke længere sejle for autopilot, men måtte hele tiden arbejde med roret og justere sejl. Det var krævende og vi fik ikke sovet så meget. Søen slog også ind over båden og vi blev våde. Da jeg var gået under dæk og havde smidt mig fuldt påklædt på nogle puder på gulvet (Jasmin lå i sofaen) kom en sø ind over båden og da lugen ikke var lukket, fik jeg en slat vand i hovdet. På det tidspunkt var alt alligevel klamt, så jeg gad næsten ikke tørre det væk, men prøvede bare at sove videre. Ud på morgenen var søen ikke længere for sarte maver. I alt tog turen 33 timer og vi havde en gns. fart på 5,6 kb - en god sejlads og børnene klarede det rigtig flot (popcorn og chokoladekiks er en stor hjælp!).

Isabell lærer Gabriella, iført nattøj, at sætte fendere på søgelænderet.


Indsejling til Malta.

Malta har et flot havneområde og en lang historie bag sig med krige. Vi var dog mættet af indtryk fra Tunesien og orkede dog ikke at suse øen rundt, men nøjes med at gå rundt i den gamle bydel Valletta, og se kanonen blive skudt af kl. 12:00 over havnen (sker hver dag). Men det var skønt at komme tilbage til "civilisationen", ikke længere behøve at skjule sin danske identitet og være i stand til at kommunikere med folk omkring os.

Kanonsalut kl. 12:00


Efter 5 dage drog vi på natsejlads videre til Sicilien på en god vejrudsigt - troede vi! De første 20 sm var som en drøm, men så drejede vinden i NØ - vores retning og stik i mod alle vejrrapporter. For motor og sejl huggede vi os igennem søen mod Sicilien med en hastighed varierende fra 2-4 knob. Efter 50 sm og ud på morgenen kunne vi ankre op i en fiskerhavn på Siciliens syd/øst kyst og vi fik lidt søvn. Senere på dagen besluttede vi at sejle for motor de sidste 30 sm til Siracusa - nu havde vi lovet ægte italiens Pizza til pigerne, og det havde de ikke glemt.

Men Siracusa var det hele værd og her lå ovenikøbet en båd med to børn fra Schweiz, men kun et par dage. En stor beskyttet bugt og en gratis mole på havnepromenaden i den gamle bydel, som et meget stemningsfuld og med små gader og hyggelige butikker. Hver dag er der grønt og fiske marked i byen og i den nyere bydel er discountsupermarkeder og masser af butikker, så vi kan proviantere båden igen.

Viser pas og båddokumenter til Polizia.

Siracusa var i tidernes morgen græsk by, og overalt i byen der er velbevarede spor efter både grækerne og romerne - specielt teatrene. Efter at have gået rundt i timer i amfiteatret spurgte vi Gabriella hvad hun havde oplevet i dag: "Tja hun havde set nogle citrontræer, et vandfald og nogle huler man kunne gemme sig i. Teater? Nææ, det havde hun ikke set"!

Vandfald i en af grotterne bag amphiteatret.

Græsk amphiteater.

Romersk teater.

Papirklip.

Leger hest for vogn på havnepromenaden.


Det er sjovt at se hvor forskellig trafikken er de de lande vi har besøgt. I Frankrig kan man gå ud på gaden med bind for øjenene - alle biler stopper bare man træder et skridt ud. I Tunesien er ingen lyskryds, og man kikker man sig godt for - specielt som dansker, men i Italien er det "med livet som indsats". Stopper en bil kører ham bagved udenom og ofte med "sømmet i bund". Nu har vi lært, at her gælder flettereglen overalt - også i fodgængerfeltet.


Tænk, en helsekostbutik - sjældent fund.


Vi forsøger generelt at spise den lokale mad - til stor glæde her i italien.


Havnepromenaden er meget besøgt i weekenderne, og når vores børn fanger krabber, tiltrækkes andre børn. På denne måde kom vi i kontakt med Katia og Emanuele og deres datter Angelica på lidt over to år. Vi havde lige købt is så, deres datter fik også. Næste dag kom de og inviterede os på is og inden vi havde set os om, var vi også inviteret på middag. De taler begge engelsk, så det er muligt at kommunikere, og vi havde en fantastisk hyggelig aften; fik selvfølgelig pasta, oste, kage som spises i påsken og lokal vin, men også set deres hjem og indsigt i deres liv. De var meget kede af at de havde glemt at købe is til dessert, så et par dage efter troppede de op om aftenen med stor bøtte is fra deres lokale Gelateria.

Middag hos Katia, Emanuele & Angelica

Det er ved at blive sommer. Vi kan sidde ude og spise vores måltider, solen bager kraftigt og vi må gå med solbriller og smøre os ind i solcreme. Fugten er taget af og tøjet er kommet ud af plastikposerne - en kæmpe lettelse.


Snart bevæger vi os videre op ad Siciliens kyst inden vi vender mod øst.

Så røg den første fortand.