Dagen efter vi ankom til Bizerte i Tunesien kom en tysk båd sejlende med to piger på 8 og 6 år. Legekammerater har høj prioritet, så vi ændrede hurtigt ruteplan og fulgte med dem til Tunesiens østkyst, selvom det var en lang sejlads på 60 sm og vi egentligt havde besluttet kun at tage små korte sejladser og ikke bevæge os så langt.


Vi lagde til på østkysten i Kelibia, en lille fiskerihavn. Meget beskidt og larmende og med 2 km til byen. Vi tænkte kun på at komme hurtigt af sted igen, men tyskerne kendte lidt mere til Tunesien og foreslog at vi tog i den lokale Hammam - et badested. Formiddagen er for mænd og eftermiddagen for kvinder. Vi kom ind i et opvarmet rum med en masse flisegulvplads, et kar med koldt vand og et kar med varmt. Så blandede man selv vandet i nogle spande og pjaskede det på sig. Jeg var efterhånden ret beskidt så jeg tog modet til mig og fik skrubning af en tunesisk dame. Av hvor gjort det ondt! Efter hård skrubning smurte hun min hud ind i en sort pasta og knuste nelliker, for til sidst at vaske huden med 72% olieholdig sæbe. Nu ved jeg hvad det vil sige at være ren og have babyblød hud.

På vej i Hammam

Vi havde mod på endnu en fiskerihavn, Beni Khiar. Kun lokale fiskere, som vi levede side om side med. Der kom kraftig vind, så vi blev i 6 dage og fik udvidet vores tolerancetærskel for snavs og larm gevaldigt. De lokale begyndte at hilse på os, og specielt børnene, som pludselig tog en slåskamp med nogle af fiskerne. Så var isen brudt. De kom med nyfangede fisk til os, købte kager til børnene og inviterede os til at smage deres mad, som smagte fantastisk. Trods sprogvanskelighederne fandt vi ud af hvor de boede og en af fiskerne inviterede os til at besøge hans familie længere sydpå.

Overfalder de lokale fiskere - men de havde vist selv været uden om det.

De bor 5 mand på den lille fiskerbåd og fisker om natten med lys.

Tomatsovs med løg, kartofler, hvidløg, stærke peberfrugter, olivenolie og stærk paprika.

Vi sejlede sammen med tyskerne længere sydpå til Monastir. Det var rigtig hyggeligt at sejle sammen med en anden båd, og sjovt for specielt Isabell og Gabriella, der kunne vinke til pigerne. Monastir er en stor havn med mange både der overvintrer og meget turisme. Noget af et skift fra et bo i små lokale fiskerhavne, og være de eneste turister. Vi mødte en dansk langtursejlerbåd, og blev opdateret på de lokale tips. Meget kan man sige om Tunesien og araberne, som kan være ret trættende indimellem når de råber efter en og snyder hvor de kan, men her er billigt at være. Havneafgifterne svinger mellem 20-50 kr. (excl. strøm og vand). 1 kg appelsiner koster 2 kr. og kiloprisen på frisk fanget tun er kr. 35.

Cora, Thomas, Lynn & Laila

Slar, fiskeren fra Beni Khiar, kom og hentede os for at vi skulle besøge hans familie. Det tog 2 ½ time at tilbagelægge ca. 120 km via diverse lokale busser. Vi kom til deres "nye" hus, der kun var 6 år gammelt. En familie med mor, far og 7 børn i alderen 8 til 24 år. Husets gulve var beton. I værelserne lå tynde tæpper på gulvene og i stuen et plastikbord og stole. Toilettet var "originalt ståtoilet", og betongulvet var så ujævnt så der lå vand i hullerne og der var en sværm af fluer. Eneste luksus var et kæmpe fjernsyn i et af soveværelserne.

Slars familie havde tilberedt frokost bestående af Couscous med kylling, tomatsalat, kogte grøntsager, appelsiner og bananer – tilsyneladende kun til os, for de skulle ikke selv have noget, men opfordrede os hele tiden til at spise mere og øste op på vores tallerkener selvom vi sagde nej tak. Det var lidt mærkeligt at spise alene, men det smagte rigtig godt og det var spændende at smage den lokale mad.

Slars søster og storebror øser på på tallerkerne.

Slar til højre i billedet.

De havde forventet at vi ville sove der, men det kunne vi ikke lige overskue, så vi tog den lange vej hjem igen til vores totale "luksus båd".

Vi havde dog ikke taget penge nok med. Vi troede, at vi kunne komme til endestationen og så hente penge i båden, men fandt ud af, at vi skulle skifte undervejs og kunne så ikke betale den ene taxichauffør. Chaufførerne var dog meget hjælpsomme og ville finde ud af det indbyrdes. De tog os med til Monastir Station, ringede efter en af deres taxi venner som kunne køre os til båden, og ventede på at Claes kom tilbage med pengene.


"Mormor" kom igen på besøg med kufferten fyldt op med speltmel, rugmel og lakridskonfekt. Vejret er meget svingene med mange lavtryk, så det skifter fra strandvejr og faktor 22 til storm med vindstød op til orkanstyrke, over 30 m/sek, så bådene ruller og masterne synger.

Denne plads er meget fin, men rundt om hjørnet er der huller i vejen og plastikdunke samt andet skrald ligger og flyder.

Chapatti - vi spiser helst hvor de lokale spiser




...og meget ofte som de eneste turister



Storm - se masterne i baggrunden

Vi regner med at forlade Tunesien om en uges tid og sætter kursen mod Malta ca. 180 sm, som vi har fået anbefalet af andre sejlere her i Monastir. Alt afhængig af vind og sø stopper vi evt. op ved Lampedusa, en lille ø, som ligger midtvejs. Efter Malta videre til Siraccusa på Sicilien.

Den sydlige del af Corsika er meget vindomblæst, og vi sejlede 6 knob i bitte vind mod Bonifacio da vi pludselig kunne vi se et skib komme imod os i høj fart. Det var den franske kystvagt. De kredsede omkring os og nedstirrede os i kikkerter inden en af mændene kom på dækket og bad os om at stille ind på kanal 12 på VHFen. De spurgte om antal personer og destination og så kom meldingen: ”reduce speed, we are coming onbord!” En gummibåd kom i vandet, sejlede op på siden af os og 2 mand kom ombord for at checke vores papirer. Fra at have været en lidt kedelig sejlads for børnene med en krængning, så de kun kunne sidde i cockpittet, blev det pludselig meget spændende og de stod næsten oven på hinanden for at få det hele med.

Bonifacio by ligger højt hævet over vandoverfladen på toppen af kæmpe kalkklipper omgivet af fæstningsmure. For at komme ind til havnen sejler man ind mellem disse fantastiske hvide klipper, hvor havet flere steder har lavet grotter ind i. Et fantastisk smukt syn - du havde ret Louise!. I havnen mødte vi et norsk par med 3 børn - 2 drenge på 13 og 7 og en pige, der fyldte 9 år dagen efter. De var også på langtur og overvintrede i Bonifacio. Vi startede næste morgen med at hænge balloner op i deres cockpit og senere blev vi inviteret på kage. Børnene var ellevilde over endelig at møde andre børn, så vi blev i 6 dage.

Indsejlingen til Bonifacio

Pigerne med Sunniva og magnus bag masten

Bonifacio

Den sidste dag vi var der, inviterede nogle franskmænd, fra omkringliggende både, os med på picnick til en smuk lille bugt bag klipperne. Vi fik smagt flere corsikanske specialiteter som bla. pølser lavet på blod. Søpindsvin hentede vi i havet, skar hunnerne over, og spiste det orange kød. Det smager en smule som muslinger. Vi hyggede os trods diverse sprogvanskeligheder.

Corsikas befolkning går for at være meget tillukket og er der noget de ikke bryder sig om, så bomber de det - derfor er der bla. ingen fartmålinger på vejene. I mange vejskilte er der skudhuller, om det så er vildsvinejagten der er årsagen!. Vi stiftede også bekendskab med andre specialiteter som Kastanie marmelade samt deres fåre- og gede oste.

Turen ad Sardiniens østkyst var i meget blandet vejr, lige fra meget blæst og bølger så vi måtte søge havn, til vindstille for motor hvor vi kikkede på delfiner. Også her blev vi stoppet flere gange af kystvagten og fik senere fortalt, at der forekommer meget smugleri via øerne.

Jasmins 3 års fødselsdag, den 23. februar, fejrede vi på nordøst kysten i La Caletta. Isabell og Gabriella var nok mest glade for alle hendes gaver, og vi hyggede på traditionel dansk vis med varm kakao, flødeskum og lagkage. Aftensmaden var dog ægte italiensk pizza bagt i stenovn med et bål i den ene side.

Oenskes tillykke af mormor

Selvom vi havde fået at vide at vestkysten var den flotteste, var vi positivt overrasket over østkystens skiftende landskab med små sandstrande i bugterne og høje klipper på pynterne. Midt på kyststrækningen i Arbatax kunne vi inde fra land se hvaler, der svømmede langs kysten.

Gemmeleg i klipperne

Kikker paa hvaler

Den sydøstligste havn, Villasimus, ligger godt beskyttet på en lille tange og omgivet af lækre strande med fint sand. Meget smukt, Helle! Her blev vi opdateret på de seneste vejrudsigter over Sardinien Channel – farvandet mellem Sardinien og Tunesien.

Den 28. februar kl. 07:30 lagde vi ud fra Villasimus havn mod Bizerte havn i Tunesien. En distance på 112 sm. Vinden var lidt stærk i starten, men efter et par timer kunne vi sætte spinakker på halvvind. I 10 timer havde vi en gennemsnitsfart på 6 knob og en meget behagelig sejlads med lidt krængning. Vi var nået lidt over halvvejs da solen gik ned og vinden lagde sig, så vi startede motoren. Senere kom der igen vind, men den var lige imod os, så den fik vi ingen glæde af. Isabell og Gabriella sov hele natten i bunden af cockpittet med tæpper på, så de indimellem kunne se op på den klare stjernehimmel og se stjernebilleder som Orion, Sirius, Nordstjernen m.v. Den rolige sejlads betød at Claes og jeg kunne kører 2 timers vagtskifte og derved også få sovet lidt. Vi var bestemt ikke alene i natten, så vi måtte hele tiden holde udkig efter andre skibe, og havde stor glæde af radaren. Klokken 07:30 anduvede vi Bizerte i tæt tåge med så lav sigtbarhed, at vi udelukkende sejlede efter det elektroniske søkort og radaren.

Ja, så nåede vi til Tunesien og nu vi skal lige vænne os til den arabiske kultur!