Julen står for også for døren her i Saint Raphael ca. 30 km syd for Cannes. Vi ligger i en lille havn i hjertet af centrum. Normalt er det meget svært at få en plads, men vi var så heldige, at havnefodeden har solgt sin båd og hans plads er ledig til han får hentet sin nye båd mellem jul og nytår. Det er lykkedes at bage brunkager i gasovnen og juletræet er stillet op i cockpitteltet og er ved at blive pyntet med popkornkæder, kræmmerhuse, hjerter, kogler med glimmer og lyskæde. I byen er her ”Fêtes de la lumiére” (lysenes fest), med optræden i gaderne, julemarked, julemand og skøjtebane. Sidstnævnte er et kæmpe hit, selv Jasmin synes det er sjovt, og Isabell venter kun på at vi igen skal på skøjtebanen. Det er en stor kontrast at skøjte rundt og samtidig se solen skinne på det blå middelhav – og slet ikke fryse om fingrene! Skinner solen kan det også blive til en badetur for de friske (børnene), for vandet er 14 grader, og når solen er fremme varmer den godt.

Girafshow gennem gaderne i Saint Raphael

Vi trænger også til en pause og tid til at fordøje flere måneders oplevelser, og de sidste 3 ugers koncentration om at lære middelhavet og betydningen af de forskellige vejermeldinger at kende. Vinden har ofte gjort at vi har måttet ligge i havn flere dage i træk og vente på en vind under 6 bft. (12 m/sek) og vejrmeldingerne er meget lokale. I en lille klippehavn, por Miou, ved Cassis, første stop efter Marseille, lå vi 3 dage og ventede på at komme videre. Så lagde vinden sig helt, efter at vi forsigtigt var gået ud for halv forsejl. Vi kunne i et par dage foretage nogle lange sejlladser for motor i et helt stille vejr næsten uden dønninger og for første gang afprøve vores nye genakker. Den fungerede helt fint og kunne næsten fordoblede vores fart. I en lille bugt uden for Saint Tropez ankrede vi op ved en ledig ankerbøje og børnene kunne bade fra båden. Alligevel blev vi på 2. dagen fanget i blæst mens vi lå for anker. Igen havde vi undervurderet vinden og især vindretningen og det kostede et lille døgn i en rullede båd, hvor børnene kastede op på stribe. Også Claes måtte ned og ligge. For at få tiden til at gå, så vi det ene afsnit af Matador efter det andet, selvom det var lidt svært at fokusere på skærmen. Det var uforsvarligt at sejle til nærmeste havn, så vi måtte vente på at skumtoppene lagde sig på de 4 m høje dønninger, hvorefter vi sejlede 2 ½ sm til havn. Her blev vi modtager af en hovedrystende havnefoged i Sainte Maxime – godt han ikke umiddelbart så, at vi også havde børn med. Her fik vi besøg af bådens tidligere ejere, Birgit og Jens Erik, som i vintermånederne bor mellem Cannes og Nice. Skønt igen at snakke med nogle danskere og opleve lidt hjemmelig hygge med kaffe og kage. Vi møder ikke mange på denne tid, og børnene savner nogle andre børn at lege med.

Stier omkring port Miou

Port Miou ligger i en klippesprække.

Første badetur i Middelhavet.

Vi mærker at der på denne kyststrækning er lidt varmere om dagen, når solen har været fremme et par timer, men stadig koldt om natten. Derfor er vi kun ude i de lyse dagtimer, og når det regner som i dag, bliver vi primært i båden. Vi kan godt mærke at her er trængt, og ryder konstant op for at kunne være her, men på 10 min. ligner hele båden en slagmark igen. Alligevel er vi positivt overrasket over, at det kan fungere og at børnene kun slås noget af tiden.

Vi glæder os alle til juleaften, hvor anden dog er skiftet ud med bøffer, men rødkålen, de brune kartofler og kirsebærsovsen bliver ligesom hjemme. Foldecyklen bliver flittigt til indkøb, for vi må lidt uden for centrum for at finde de store supermarker. Så med en rygsæk til 40 kg, taske på bagagebæreren og poser på håndtagene, slæber vi det ene læs mad hjem efter det andet. Vi har aldrig før købt mad i så store mængder, som på denne tur, og alligevel mangler vi altid noget.

I ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Crew Sweetie

Med Mistralen i ryggen forlod vi den halve bro i Avignon, samt en hyggelig legeplads, hvor børnene var meget generte fordi de ikke forstod sproget. Vinden satte os yderligere i fart, men vindstødene kunne være så kraftige at det kunne være svært at stå op ved roret men nødvendig at sætte sig ned i læ. Mistralens styrke gik først rigtigt op for os da vi så en væltet lastbil på en af broerne. Vi kunne ikke lægge til foran slusen og vente på den åbnede, men måtte i stedet vende op mod vinden inden indsejlingen. Det krævede fuld motorkraft og vi fik skumsprøjt i ansigtet. Også inde i slusen var det svært at lægge til, men i 3. forsøg lykkedes det. Vi kom dog til Arles og efter en urolig nat tog vinden noget af.

I bedste turiststil så vi Amfiteatret og den berømte cafe, som inspirerede Van Gogh til sit berømte La Nuit billede. Både Arles og Avignon er meget hyggelige byer, med små krogede gader, mange hyggelige gade caféer og spændende historier bag sig, som vi nemt kunne have brugt meget mere tid i.

Den 28. november sejlede vi til Port Saint Louis og dermed sluttede næsten 2 måneders kanalsejllads. Masten kom på og båden omrokeret samt vasket både ude og inde. Her mødte vi et svensk par med et barn på 1 1/2 år, som havde sejlet rundt i frankrig og italien de sidste 4 måneder. Vi fik gode tips om den franske kyst og Corsica og købte nogle af deres brugte kort. De indstillede og introducerede os til Navtex, så vi kan være opdateret på vejrmeldinger og varsler.

Og så kom 1. december, som vi fejrede ved at invitere Signe og Morten på risengrød, julemusik og varm rødvin med sukker, appelsin- og citronsaft samt nelliker, kanel og kardemomme. Isabell og jeg spillede julekoncert på blokfløjter (2 julemelodier). Julesokkerne er erstattet med røde silkelignende tørklæder med palietter, men de fungerer fint og er accepteret.

Efter et par dage begyndte byen og havnen at kede os og vi længtes efter at komme til Marseilles. Mistralen var igen på vej, men udskød sig en dag, så med udsigt til at blæse inde i et ukendt antal dage, besluttede vi at tage af sted. Vi var ikke helt klar over styrken af Beufort (bft.), men det lød nogenlnde på havnekontoret. Over middag tog vinden til, men vi besluttede at sejle alligevel og lægge ind i en havn på vejen. Starten gik godt, men ved udkanten af Golf de fos kom bølgerne fra forskellige retninger og var op til 4 m høje, samtidig tog vinden til, så selvom vi kun sejlede for Genoa (forsejlet) krængede båden meget og der blev revet godt i sejlet. Både Isabell og Jasmin kasted op og jeg syntes bestemt ikke at det var sjovt. Efter 13 SM (1 sm= 1,852 km) gik vi i havn. Næste morgen så rolig ud. Navtex sagde samme vejr som dagen før, men vi håbede på at nå Marseille, som lå 10 sm væk, inden vinden tog til. Der var store dønninger, men det gik godt de første 5 sm. Så tog vinden til og bølgerne blev større. Jasmin kastede op og jeg sad og glædede mig over hver sm vi kom nærmere og sad og regnede på, hvor langt vi skulle svømme, hvis det blev nødvendig. Vi nærmest blæste ind i Marseille havn, og selvom den ligger godt beskyttet, var vandet meget uroligt i havnen. Ifølge Navtex var vi ude i 8 bft hvilket svarer til 17-20 m/sek, med hårde vindstød på 9 bft svarende til 20-24 m/sek. Børnene syntes bestemt heller ikke at det var sjovt og skiftes til at sige at de ville hjem – og med det samme. Det positive er, at vi nu kender grænsen for, hvor mange bft. vi vil bevæge os ud i, og har fået vished for at vi kan stole på, hvad Navtex forudsiger. Der var ikke på noget tidspunkt fare, men det var ubehagelig sejllads og meget krævende for mig med at holde stemningen oppe hos børnene og ikke vise min egen frygt, holde på panden ved opkast, checke kursen på maxsea (elektronisk søkort) og GPS og ikke mindst sidde og se på de meter høje bølger bag båden.

Men til Marseille kom vi og julegaverne er nu omtrent købt. En spændende by med meget blandet kulturer og kontraster, hvilket vi oplevede da vi gik rundt og kikkede på butikker og pludselig befandt os i et område med kun nordafrikanske butikker, grøntmarkeder og arabisk udseende mennesker. Her er meget politi overalt, udrykninger konstant og security i næsten alle butikker. Den private havn vi ligger i, har vagt hele døgnet. Her er pyntet op til jul men smuk belysning omkring hele havnen. Vi betaler 20€ pr. nat, og er hidtil den dyreste havn, men det må jo siges at være billigt for at bo i en storby.

Med Signe og Morten som babysittere fik vi i går frokost på en hyggelig restaurant nær havnen, så vi kunne smage den berømte Bouillabasse. Her tilbød de en 3 rettersmenu for 17 €. I sig selv smagte Bouillabassen lidt specielt men med mayonnaisen og revet ost var det rigtigt godt - Og så satte der sig et dansk par fra Hørsholm lige bag os (de sad og talte om hændelser beskrevet i hørsholmbladet), men vi lod som ingenting.

I nat har vinden været oppe på 10 bft (over 24 m/sek), for der ligger et lavtryk over genoa bugten i norditalien. Nu venter vi kun på at vinden lægger sig, så vi kan komme videre østpå til en lille ankerbugt.

Is på vandoverfladen

Frosne fortøjringer

Signe & Morten i Hurley 22

Ny legekammerat

Lyon set fra Notre Dame kirken - vores båd ligger midt mellem broerne

Notre Dame kirken i Lyon!

Pavepaladsen i Avignon -udkikstårnet

Et stemningsbillede!

Nu er vi kommet til Avignon – byen med det berømte pave palads fra 1300 tallet og den berømte halve bro, som vi sejlede forbi inden vi lagde til i havnen. Vi startede tidligt søndag morgen med at travet paladset tyndt, turistattraktion nr. 1, men det er også et imponerende byggeri. Avignon er en rigtig hyggelig by med mange små og krogede gader. Meget charmerende, og vi kan forstille os hvor pragtfuldt her må være en sommerdag, hvor Mistralvinden ikke også er på visit. Det blæser en halv pelikan og suser i træerne, så vi spekulerer på om de nu vælter (flere er allerede understøttet). Vinden er kold, så det er lidt svært at holde varmen når vi går rundt, men vi har det varmt i båden, og det her er er ingenting i forhold til hvad vi tidligere har oplevet.

På turens højeste punkt – byen Langres – havde vi frostvejr. Vi kunne dårligt løsne fortøjringerne om morgenen, for de var frosset fast, og det var svært at få dem rundt om pullerterne i sluserne i de første timer. Fingre og tæer blev følelsesløse og vi måtte skiftevis ned i båden og tø lidt op. På lige netop den strækning ”Canal de la Marne á la Saone” var der 114 sluser og 2 tunneller på de 224 km. Vi kunne således kun tilbagelægge korte strækninger, på 25-30 km pr dag, og knoklede hele tiden med sluserne. Yderligere var sluserne manuelle, så en slusedame fulgte os i bil hele dagen og hjalp os igennem, og samtidig var det tidskrævende i forhold til de automatiske sluser - også fordi hun holdt 1 ½ times frokostpause, hvor vi yderligere måtte vente. Det gav dog børnene mulighed for at rør sig lidt. En af morgenerne strejkede fyret, så der var 2,8 grader i båden og is på indersiden af vinduerne. Det var hel varm fornøjelse at stikke hånden i køleskabet. Vi oplevede også islag på kanalen flere morgener og isbrydningen har skrabet det yderste lag af bundmalingen!

Efter Langres prioriterede vi at komme til sydfrankrig så hurtigt som muligt og dermed tættere på lidt varmere vinde og middelhavets vandtemperatur på min. 11 grader. Vi er også lidt presset på tiden, for vi skal være ude af kanalerne den 28. november, så vi har udvalgt de byer vi vil besøge. I de store byer kan vi ofte fortøjre midt i byens hjerte, så i Lyon gjorde vi stop i 3 timer. Vi kæmpede os op ad bjerget til Notre Dame kirken på Fourviérehøjen. Alene fra Rhone floden skilte den sig smukt ud fra de andre bygninger. Inde i kirken var en ubeskrivelig rolig og varm stemning med stille kirkesangsmusik og de mange levende lys man kunne købe og tænde. Den var ufatteligt smukt dekoreret, og selv børnene kunne tie stille og gå rundt og kikke. Uden for kirken kunne vi se ud over hele Lyon.

Jasmin har taget sin første tur i floden. Hun gik rundt på kajen og pludselig mistede hun balancen og falde ned i vandet. Redningsvesten vendte hende om på ryggen og vintertøjet gjorde at hun nærmest flød ovenpå vandet. Hun formåede også at holde fast i fortøjningerne, så jeg lige kunne få fat i håndtaget på kraven og hive hende op. Hun blev kun en smule våd under vintertøjet og gummistøvlerne forblev tørre - men hun fik en forskrækkelse.

Vi har fulgtes med Signe og Morten på 24 år og deres kattekilling i de omkring sidste 14 dage. Børnene er vilde med katten – en god erstatning for de manglende legekammerater, når de altså ikke lige kommer op at slås om den. De sejler i en Hurley 22, uden varme, lanterner eller VHF radio, men til gengæld har de en spand at tisse i – hvor svært kan det være!!

Så bortset fra de hyggelige udfordringer som klorvand i tankene, så vi må drikke vand fra dunke, stoppet holdingtank og skrueaksel der trænger til fedt i pakdåsen, går det fint, for nu er vi holdt op med at tælle ridser og skrammer på fribord.

I dag suser vi med vind og strøm til Arles, en distance på ca. 40 km, hvor vi igen ligger en dag over, inden vi tager ud i Middelhavet.

Isabell 9 år

...med hjemmebagt lagkage og friske bær

Ardennerne i Belgien

Bratz-amok i agterkahytten

Ardennerne i regnvejr

...imponerende bygninger

Givet - første franske by

Tunnelsejlads

Nu er vi i Frankrig, lidt syd for Reims. Storbyerne er dejlige til at proviantere i, men nu vi er mere til de små hyggeligt byer, hvor vi ikke er omgivet af store veje, hvor bilerne drøner forbi. Det er mærkeligt at sejle på kanalen med 8 km/t mens bilerne suser forbi i en rasende fart. Det er som to forskellige verdener og vi kan slet ikke følge med tempoet længere.

Floderne adskiller sig i Frankrig ved at være mindre og vi møder næsten ingen erhvervstrafik. Det er ret hyggeligt og sluserne er nu meget smalle og korte, max. Plads til 2-3 små både eller en stor. Det virker mere overskueligt, men vandet kommer ind med større kraft og når vi skal ind i sluserne er der strøm som sætter båden. Teknikken skal således lige justeres, og båden er ikke uden små skræmmer. De fleste sluser er automatiseret, så vi styrer selv forløbet. Det er rart at kunne gøre det i sit eget tempo.

Maastricht var en rigtig hyggelig by med små gader, et rigt butiksliv og et kirketårn med det hyggeligste klokkespil. Første nat vågnede vi kl. 01:00 ved at båden stod og bankede ind boldværkstømmeret, så den rystede. Fenderbrættet var for højt og den store orange fender var gået løs, men kunne indfanges med bådsmandshagen længere nede ad molen.

Kl. 05:30 blev vi vækket af 8 mand fra brandvæsen og politi. Vi syntes at det var lidt tidligt underligt at foretage inspektion af både så tidligt, men Claes fandt mappen frem og gik op. Her fik han at vide, at vi ”lå på den forkerte side” og de stod og holdte vores fortøjringer.. Der gik lidt før det gik op for os, at vi var drevet over på den anden side og lå med agter inde imellem nogle store bådrestauranter. Fortumlet og uforstående fik vi startet båden og brandmændene ønskede os god rejse, og ”i vil aldrig glemme Maastricht”. Vi fik båden sejlet over på den anden side igen, hvor vi blev mødt af vores nabobåd. Han var vågnet ved at høre fodtrin på sin båd og havde set 3 mænd. Desværre havde de inden da nået at løsne vores fortøjringer og vi var begyndt at drive, så han kontaktede 112.

Nu har vi købt en stålvire, så vi fremover kan låse båden fast.

I Belgien fik vi fejret Isabells fødselsdag. Hun havde 38,5 i feber og var lidt klatøjet. Men vi fik da lagkage med hjemmebagte lagkagebunde, og hun fik masser af gaver købt i Maastricht.

I Belgien startede Ardennerne. Fantastisk smukt at sejle mellem bjergene og alle rester af fæstninger på toppene og vi kunne mærke roen plante sig i os. I en lille fransk bjergby vågnede vi op til markedsdag. Som de eneste oplevelsesrejsende gik vi rundt mellem de lokale, handlede stort ind og nød stemningen og snakken omkring os på fransk.

Vi kan mærke at det er uden for sæsonen, for alle havne er lukket ned. Vand får vi typisk i sluserne og et varmt bad må vi bare tænke på. Vi kan godt holde varmen, men der er koldt om morgenen og vi har meget kondens i båden, men når solen skinner er der bare dejligt, og vi priser os lykkelige for at det ikke regner, for så er det ikke sjovt. Vi kan komme igennem kanalerne med vore 180 cm køl, men når vi skal lægge til kaj går vi ofte på grund og må springe i land eller bruge landgangsbræt. En nat stod vi på kølen og båden hældte så meget, at vi måtte ud og skubbe den lidt længere ud fra molen.

Vi har købt et månedskort til at passere de franske kanaler, så vi skal være i sydfrankrig senest den 28. november. Vi sejler ikke så langt hver dag for der er rigtig mange sluser vi skal igennem. Rekorden er 27 sluser med få hundrede meters mellemrum. Det tog 5 timer at komme 10 km! Børnene kan dog være med til at sejle i sluserne her i frankrig, og der er gået sport i at kunne svinge armen så der på tovet dannes en løkke der løber hen langs tovet og vipper tovet af fortøjrings pullerten (fik i den?).

Her tales kun fransk, så jeg priser mig lykkelig af alle de franske gloser fra gymnasiet jeg kan hive frem af gemmerne. Det værste er når de svarer igen, så bliver jeg ret hurtigt hægtet af.

I dag skal vi igennem et tunnel på 2302 m. Børnene elsker at sejle i tunneler, så kan de sidde med deres lommelygter og lyse rundt – og solen skinner i dag. Vi ligger i havn med en anden dansk båd, som vi har aftalt at sejle videre sammen med i dag – der opstår hurtigt venskaber, men de er også korte.

Tak for alle mails. Vi kan ikke så ofte komme på nettet, så der kan gå lidt tid inden vi svarer tilbage.

Den største sluse vi har været igennem. Vi blev hævet 38 m. Hele bassinet blev hejst op.

Den famøse båd, som vi lige var inde og stjæle lidt maling fra (måske skulle jeg ikke have taget det kanalskipperbevis for Claes alligevel)

Morgen på tysk kanal. Flot men koldt.

Fantasien og kreativiteten mangler ikke. Vi bruger timer på at rydde op bare for at kunne komme i seng. Jasmin har lært at klippe med saks. Hvert papir bliver klippet i 1000 stykker.

(Billederne må vente, for der er en fejl på bloggen.)

Så kom masten ned. Vi fik stor hjælp fra en lille tysk bådklub, hvor medlemmerne var meget venlige, imødekommende og hjælpsomme. Samtidig blev jeg kørt til et indkøbssted og optankning af dunke. Det viste sig nemlig, at et tysk ægtepar har gået på aftenskole i 4 år for at lære dansk, fordi de holder så meget af de danske havne. Derfor ville de helst have at vi talte danske, hvilket vi selvfølgelig ikke havde spor imod (det tyske er lidt rustent). Dagen efter skulle klubben på tur ad elbe-Lubeck –kanal, så vi sejlede de 5 første sluser med dem, hvilket var hyggeligt – vi var næsten allerede en del af klubben.


Og så videre ad Elbe-seitenkanal, hvor vi blev overhælet af en stor pram. Vi red med på hækbølgen og sejlede pludselig 1-2 knob hurtigere. Senere på turen vil vi igen forsøge os med endnu en hækbølge. Uheldigvis kom en modsejlende pram, så prammen vi fulgte trak ud til siden, med det resultat, at vi blev fanget i strømmen og trukket ind mod prammen, så sweetie lige var inde og få en sort afmærkning ned langs siden. Ret ubehagelig oplevelse. Isabell troede at vi skulle dø, men det gjorde vi ikke, vi blev kun endnu en erfaring rigere. Prammen blev vi senere sluset sammen med og Claes kastede et par "kvajebajere" over til mandskabet. Det var noget de kunne forstå – så kom der smil på læben.

Og så videre ad Mittellandkanalen, med rimfrost og tågedis om morgenen, men ellers dejligt vejr. De store temperaturforskelle giver meget fugt i båden, og hver morgen må skabe tørres af indvendigt og hele båden varmes godt igennem.

Og videre ad Dortmund-Ems-Kanal og Wesel-Datteln-Kanal, og så ud i Rhinen. Her kom der fart på. Vi strøg afsted med 7-8 knob hvoraf strømmen i starten satte os omkring 2 og senere omkring 4. I Rhinen er der meget trafik og bølger. En stor orange kugle fender blev slået løs af bølgerne, men heldigvis pegede Jasmin bagud og sagde "bold" – her blev hun lige dagens helt - der gik dog lidt tid før det gik op for os, at det var vores fender hun mente. Vi vendte om og samlede den op. De store transportpramme tog ingen hensyn, og efter at 3 stk. krydsede hinanden lige ud for os skabte det 2 m. høje bølger fra skiftende retninger. Børnene syntes dog heldigvis, at det var sjovt. Men store pramme med ringe maskinkraft søger ind i krumningen hvor strømmen er slæk - de skal signalere med blåt flag, men på en af dem kunne vi ikke se signalet, og da der kom 2 pramme samtidig turde vi ikke gå imellem dem, men valgte at gå ind mellem to høfter. Her gik vi så på grund idet prammene sugede vandet til sig og båden begyndte at krænge, mens den stod på kølen. Det syntes børnene ikke var sjovt. Da de havde passeret kom vandet tilbage, og vi kunne sejle ud igen. Den største pram vi så, var 110,5 lang, 11,45 bred og kunne laste 3200 tons. Det var en ret hård tur.

Ja, så nu er vi i Holland i en lille havn i Nijmegen, hvor vi også vil holde min fødselsdag. Vi har tilbagelagt 638 km. Det har været nogle lange stræk på omkring 10 timer dagligt, for at komme igennem Tyskland, hvor der ikke er meget andet end brede lige kanaler og en masse kæmpe pramme. Fra nu af går det kun sydpå.

Kære alle,

Så er vi nået til Travemünde, og står foran at få masten lagt ned på dæk. Det har ikke været en uge uden udfordringer. Inden vi overhoved fik lagt ud fra Sletten havn, fik vi motorstop. Udluftning fra holdingtank var koblet med udluftning fra dieseltank (ups Claes!), men det resultat at der kom vand i dieseltanken. Tom Havnesmedie - dagens helt - trådte til og hjalp med at tømme tanken. Alle filtre blev samtidig skiftet. Kl. 15:00 kunne motoren igen og vi satte kursen mod Skovshoved. Med kraftig blæst og på kryds forsøgte vi at lægge til noget før i Taarbæk havn. Kun på indsejlingsmolen var der plads. Under fortøjringen kom en Yngling Skolebåd susende ind og kolliderede lige ind i siden på Sweetie mens børnene stod ved rælingen og fodrede svaner. Den lavede en rids langs siden. Båden lå så uroligt, at vi sejlede videre til Skovshoved for motor – her startede regnen. Under søgning efter plads vendte vi skibet i havnen, men vinden drev os ind i en fortøjret lille fiskebåd og en lille speedbåd. Mens Claes forsøgte at styre lå jeg og skubbede fra indtil min fod endte som fender – så var det ikke sjovt længere. Vi bukserede så ind på en optaget plads, men hvem ville mon komme i havn en efterårs torsdag aften i regnvejr.

Ved indsejling til Fakse Ladeplads kunne vi i mørket ikke få øje på en indsejlings sydbøje. Her kom e-søkortet til sin ret, så vi kunne navigere så tæt , at projektørlampen kunne fange reflekserne på bøjen. Fantastisk stor hjælp. Vi kan mærke at det er ved at være efterår, for vinden er kold og vi fryser, når solen er gået ned.

Sejlede til Madsnedø Marina for at få et professionelt syn på skrammen vi fik i Taarbæk. Det kan ordnes med en polering, så heldigvis var det ikke så slemt.

Med vind i ryggen lagde vi kursen mod Gedser. Vi rundede 8 knob og solen skinnede. Rigtig dejlig start. Dog havde vi ikke checket havnen godt nok, for det viste sig, at havnen lå efter færgehavnen. I mørket sejlede vi ind i færgehavnen, da det elektroniske søkort viste en passage, som ikke var der, så vi måtte vende om og udenom. Fik efterfølgende øje på YBY reklekser (vestbøje) - her var navigatøren meget stolt. Efter at have drejet om vestmærket fik vi øje på indsejlingslysene til havnen. Hvad vi ikke kunne se var vi skulle sejle et stykke ud efter vestmærket og fange de røde/grønne indsejlingsbøjer. Vi stødte på et sandrev på 1.5 m. I bak forsøgte vi at komme fri, men vi humpede kun lidt over grunden - det så ikke ud som vi rørte os ud af flækken. Men helt galt kunne det ikke gå, for vi kunne altid GÅ i land!!. Pludselig vendte stævnen, men vi sad stadig fast. Vestmærket var ikke mere end 10m fra os, så vi sigtede mod mærket og gav gas fremad. Vi humpede langsomt hen over grunden kom endelig fri. Det kan nok være at der her blev slebet lidt rust af navigatøren (undertegnede), og at søkortne bliver checket mere omhyggeligt fremover.

Og så videre til Fehmern. Havnefogeden i Gedser anbefalede os at krydse østersøen i godt vejr, af hensyn til børnene og samtidig ville det dele distancen til Lübeck op i to. I indsejlingen mødte vi en u-båd på bedding - et ubådsmuseum. Til sammenligning med pladsen i u-båden er vores jo nu en helt luksusbåd!!.

Syd for Fehmern lå mange lystfiskere. Vi stoppede motoren og satte snøren ud. Claes startede med at fange en lille torsk. Isabell ville også prøve, og kort efter fangede hun en torsk på omkring 2 kg. Så var aftensmaden reddet.

Næsten på vej!!

Så kom båden endelig på værft i Gilleleje. Claes må selv ordne båden med søventiler, bundmaling, radar, holdingtank, solpaneler etc. Vi forventer afrejsedato omkring midt august. Ruten går nu gennem Europas vandveje fra Travemünde, Holland, Belgien, Luxemborg, Frankrig og munder ud i Middelhavet. Der er lidt mere end 2000 km som kun bliver sejlet for motor, da masten bliver lagt ned på båden i Lübeck, og omkring 170 sluser.